Vejrudsigten for Randers lover vind i håret den 29. april

Forår betyder cabriolet i bilverdenen, og nu kommer hele otte af verdens største sportsvognssuccesser under hammeren

Der blev solgt over en halv million af MG’s største succes nogensinde, og selv i dag er en åben MGB en drøm for mange. Når hele otte styks af den klassiske åbne sportsvogn kommer på auktion i Randers den 29. april, så er det næsten en bedre forårsbebuder end når bøgen springer ud. Skulle bilsmagen gå i anden retning end den britiske klassiker, så kommer der også åbne biler fra Porsche, Fiat, Folkevogn og Chrysler under hammeren – og masser af andre: For auktionarius Finn Campen fortæller, at det igen er lykkedes at sammensætte et katalog over entusiastbiler, der spænder lige fra amerikansk luksus fra Lincoln til tysk sport fra Porsche: ”Vi ved, at folk elsker, når der er biler for enhver smag på vores auktioner.”

De mange MGB kommer fra den fynske samler Leif Clausen, der har samlet på modellen i årevis. Hans første MGB renoverede han over tre-fire år, men det kan den nye ejer så spare sig. Omvendt er der også et par urenoverede MGB imellem, hvis man mere er gør-det-selv-typen. Perlen i Clausens samling er 1962-modellen, der var en af de første MGB, der kom til Skandinavien. Efter mange år med de åbne biler gør alderen det sværere for Leif Clausen at nyde de lave sportsvogne, men han håber de går til nye gode hjem, der kan fortsætte med at holde MG-mærket i live.

At alder ikke nødvendigvis er en hindring viser auktionens ældste bil, en MG Midget PA Tourer fra 1934. Den lille sportsvogn er trods de snart 90 år siden første registrering en af auktionens flotteste biler, og forklaringen er, at den er restaureret fra A-Z over en periode på ti år. Det var bestemt umagen værd at bevare den for eftertiden, for PA Tourer er også en af auktionens mest sjældne biler, og selv med sine bare 36 hestekræfter kan den meget åbne sportsvogn give masser af vind i håret.

Foretrækker man det alligevel mere moderne, så er der også hele fem Porsche på auktion, og både den nyeste og den ældste kan man nyde under åben himmel. Porsche Boxster fra 1989 er både smuk og hurtig og en af verdens mest velkørende sportsvogne – mens auktionens ældste Porsche fra 1961 slet ikke er en sportsvogn, men til gengæld utroligt åben: Det er en traktor.

Hvis en traktor ikke duer i forstadsvillakvateret (og det gør de sjældent), så kommer der i løbet af weekenden også en udpræget whiskybæltebil under hammeren: Den første model af VW Golf Cabriolet står i hvid lak og med rødt interiør og mangler nærmest kun en passende forstadsfrue.

Hvis selv Golfen er for prangende, så kan man også vælge at køre åben på en af de mange klassiske knallerter på auktionen, hvoraf flere er i samlerstand med ultralave kilometertal. Læg dertil de mange lukkede sportsvogne, limousiner og klassiske varevogne, og auktionarius Finn Campens afskedssalut er oplagt: ”Hvis man ikke kan finde sin drømmebil her, så finder man den aldrig”.

Avatar photo
Vi er en virksomhed i hastig vækst. Siden vores etablering i 2011 er vi vokset fra en lille butik i Hellerup til kæmpe lokaler i Billund, hvor vi beskæftiger mere end 43 medarbejdere. Pressen er velkommen til at kontakte vores flinke kommunikationsafdeling mhp. interviews, spørgsmål og generel information om vores produkter og delser.